mandag den 7. juni 2010
Hvem vogter dine analyser?
Har tilladt mig at sakse lidt i en banner-annonce fra analyseselskabet MEGAFON, hvis budskab kort og godt er 'et mediebureau er en upålidelig, utroværdig og partisk analysepartner', godt illustreret af en sulten ræv.
Der er ingen tvivl om, at analysebranchen har oplevet stor konkurrence fra mediebureauerne. Men at ty til denne form for smædekampagne, det er for stærkt. Når truget er tomt, bides hestene - som man siger.
Faktum er, at mediebureauerne er de uafhængige, troværdige og pålidelige analysepartnere. Mediebureauet er både kanal-, udformnings- og budskabsneutral, og har således ingen særinteresse i resultatet af en målgruppeanalyse, pre/post test, kontinuerlig tracking, salgsmodel etc. Det tætte og frekvente samarbejde med kunderne gør mediebureauet i stand til meget bedre at definere analysebehov mv. Et analysebureau har kun sporadisk kontakt med samt stor distance til kundernes daglige udfordringer.
Eet af analysebranchens største problemer har altid været aktiveringen af den viden og indsigt, som en relevant og velgennemtænkt markeds-/kommunikationsanalyse afstedkommer. Der er stadig alt for mange analyserapporter, som ender deres dage (ulæste?) i reolen. Mediebureauet kan aktivt bruge resultaterne, både som input til optimeringssystemer og som uvildig moderator over for kundens øvrige bureauer, der ofte er ansvarlige forudformning og budskab.
Desuden har et mediebureau heller ikke et analysemæssigt produktionsapparat, som skal forrentes, men kan tillade sig at 'købe bedst' ind også på dette område. Måske er problemstillingen allerede belyst i en nyere tilgængelig undersøgelse, hvorfor det ikke giver mening at bruge midler på at gentage det. Jeg har endnu til gode, at høre et analysebureau foreslå desk research som svar på analysebehovet.
Analysebranchen har blot bevæget sig et skridt længere ned i fødekæden, og skal levere billige stikprøver af høj kvalitet. Men det er også vigtigt.
Etiketter:
analyse,
mediebureauer,
test
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar